Andelsboligforeningen A/B Fyrreknolden
Fyrreknolden er en andelsboligforening på 19 huse og et fælleshus i Jægerspris by. Foreningen er højt og attraktivt beliggende på en skråning i et naturskønt område med store fællesarealer og udsigt til skov og fjord.
Foreningen består af både enkelt- og dobbelthuse, og hvert hus er omgivet af en mindre have. Der er store fællesarealer med græsplæner, legeplads og beplantninger. Midt i foreningen ligger fælleshuset, som bruges til alle former for aktiviteter - f.eks. fødselsdage, bestyrelsesmøder, nytårskure, gæsteovernatning m.m. Alle medlemmer af foreningen kan frit og gratis bruge huset, når de ønsker det.
Hvert hus er oprindeligt på 95 kvm., men flere huse har tilbygninger af forskellig størrelse og art.
Andelsværdien er pr. 31.12.2025 på 1.071.830 kr. og huslejen er 4200 kr. pr. måned.
En andelsboligforening er et fællesskab, hvor man sammen ejer samtlige huse og driver foreningen i fællesskab. Man har som medlem af andelsboligforeningen ret til at bebo et af husene.
Der er mange fordele ved at bo i en andelsboligforening - man kender hinanden, kan hjælpe hinanden på forskellige måder, møde hinanden ved fællesspisninger og fællesarbejdsdage m.m.
En andelsboligforening er en anderledes boligkonstruktion end en ejer- eller lejebolig, bl.a. fordi man teknisk set ejer samtlige boliger og fællesområder i fællesskab, således at hver andelshaver ejer 1/19 af den samlede værdi. Der er lagt vægt på fællesskabet, som bl.a. betyder, at man som andelshaver må løfte særlige opgaver for fællesskabets gode.
Dette er også tilfældet på Fyrreknolden og der kan eksempelvis være tale om følgende opgaver:
- Pasning og vedligeholdelse af fællesarealer
- Vedligeholdelse og pasning af fælleshus
- Deltagelse til generalforsamlinger og fællesmøder
- Ansvarlig for specifikke områder
- Bestyrelsesarbejde
Den enkelte andelshaver står for den indvendige vedligeholdelse af boligen, både materialer og arbejdsindsats og foreningen står for den udvendige vedligeholdelse, dog ikke på tilkomne private udbygninger, skure m.m.
Foreningen har en bestyrelse, og der er en forventning om, at man som medlem af foreningen påtager sig et bestyrelsesarbejde i perioder.